3. December: JæverFraNæver

Af Chili Tagmose Jensen

For første gang nogensinde har Den Anderledes Vinkel valgt at lave en julekalender. Hver dag indtil den 24. vil der blive sat fokus på de personer, der er med til at bidrage til den gode stemning, når der bliver afholdt fodboldkampe. Dagens artikel handler om Thomas Raun, der er inde i Næstved Boldklubs maskot; JæverFraNæver

Først i år fik Næstved Boldklub deres egen maskot. JæverFraNæver er navnet på maskotten, der går iklædt en grøn hat og store fodboldstøvler. Det var tilbage i starten af året, at idéen om JæverFraNæver blev til. Anlægsstruktøren, Thomas Raun, der også er indmaden i maskotten, var til fodboldkamp på Næstved Stadion. Her syntes han, at der manglede noget.

– Jeg sad på stadion en dag og blev enig med mig selv om, at der manglede noget. Noget udover “bare” fodbolden. Derfor kontaktede jeg direktør, Peter Nielsen, og fremlagde på et møde min idé. Klubben syntes, at det var en super ide og har støttet op omkring det hele vejen.

Maskotdragter er ikke den mest udbredte salgsvare, og derfor måtte Thomas i gang med at undersøge, hvordan sådan en kunne laves.

– Derefter gik jeg igang med at undersøge markedet for den slags, det jo lidt en niche. Der er kun ganske få firmaer i Danmark, der laver den slags outfits. Det koster jo også lidt penge, så for at hjælpe klubben, fandt jeg et par lokale sponsorer. BHM Byggeservice og Home Næstved City. 

For Thomas betyder det også rigtig meget at være inden i JæverFraNæver. bl.a. fordi, at han på den måde kan være med til at støtte sin yndlingsklub.

– Det betyder utrolig meget for mig at være maskot, det er jo min støtte til klubben. Der er jo ingen, der gør det som jeg gør, derfor er det specielt. Specielt på den festlige måde.

Thomas beskriver også, hvordan han via. jobbet som maskot oplever Næstved’s fodboldkampe på en helt ny måde.

– Det bedste er at stå på banen og få oplevelsen på en helt anden måde end at sidde på tribunen. Hilse på holdet og teamet omkring, mens man selv prøver at gøre sit for, at vi vinder.

Og det bedste ved at være maskot er ifølge Thomas de mennesker, som man møder i forbindelse med Næstveds kampe.

– Det bedste er alle de glade unger, der vil hilse på mig og vil have et kram eller foto. Og der er skam også en hel del voksne, der vil det, og det er sgu skægt.

At være maskot har kun givet Thomas gode oplevelser. De dårlige har han indtil videre ikke oplevet.

– Jeg har aldrig haft skyggen af ubehagelige oplevelser som maskot (for vi har jo aldrig tabt, mens jeg har været med 😉 ), så nej ingen dårlige erfaringer.

Giv din mening til kende:

Copyright 2019 D – A – V