Christian Bassogog på besøg hos en af Jens Peters klasser på Vejgaard Østre Skole. Foto: privatfoto/Jens Peter Hansen
Skrevet af Chili Tagmose Jensen
Mange af de spillere som Jens Peter har haft boende gennem årene er kommet fra udlandet. Samtidig med deres træning i AaB, har de også skulle balancere bl.a. uddannelse og deres sociale netværk ved siden af. Specielt det sociale har været svært for flere af spillerne.
CCC
Socialisering
Det er ikke kun det sportslige, der skal fungere, når man som fodboldspiller kommer et nyt sted hen. Også det sociale skal fungere, mener Jens Peter.
– De skal have det sociale. De skal have det her med at være sammen og være en integreret del. Det kan godt ske, at de er her i landet på lånt tid, men de skal også fungere, mens de er her. De kan forstå mange ting på den bedre måde ved, at de finder ud af, hvordan en ganske almindelig dansk hverdag er.
– Vi har sagt til dem, at det er ikke fordi, at de bliver installeret her. De står altid frit for at finde et andet sted at bo, hvis de vil det. Serberen, som bor her nu er kun 18 år. Hvordan skal man kunne stå på egne ben i et fremmed land? Der kan vi jo sige til ham, at vi er et par gamle mennesker. Det kan godt ske, at det er lidt træls for ham at sidde med et par gamle nokkefår om aftenen og se fjernsyn. Vi prøver på ligesom at sparke lidt til ham, og få ham til at blive socialiseret med de andre. Så sent som i aftes var han ude og spise hos en af de andre spillere i AaB. Det var jo rigtig godt for ham.
Det var dog noget andet med Christian Bassogog. Han foretrak at sidde i kælderen, indtil der skulle spises aftensmad. Efter aftensmaden blev han dog ovenpå for at se fodbold sammen med Jens Peter.
– Så sad han og jeg og så fjernsyn hver aften til klokken 23:00, og diskuterede de her kampe. Nogle gange ringede de andre til ham, for at få ham med ud og spise. Jeg har faktisk været nødt til at aftale med de andre spillere, og daværende cheftræner, at nu kører du ham ind til den og den restaurant, der spiser vi sammen, og så kan du kører ind og hente ham. Det vi gerne vil have er selvfølgelig, at det er en naturlig del at være her. Det er deres hjem, og så kan de agere. De kan jo så invitere gæster eller de kan tage i byen, bare vi ved hvor de er. Vi føler selvfølgelig et ansvar, når de bor her, specielt ham her, der er 18 år. Og med Bassogog for nu har vi jo set, hvor han er vokset op henne. Der er nok ikke noget, der kunne gøre ham bange og han kunne løbe fra dem alle sammen, fordi han var så hurtig.
I dag spiller Bassogog stadig i Kina. Hans hverdag derovre er dog ikke just spændende, fortæller Jens Peter.
– Der kan jeg jo så sige, at Bassogog bor i Kina nu og han har en lidt træls hverdag. Han har sin playstation og sine fire telefoner, som han sidder og snakker i. Det er jo selvfølgelig ikke nok udvikling, men han ved jo, at han ikke skal være der for tid og evighed.
CCC
Uddannelse
Det er purunge drenge, der indtil videre har boet hos Jens Peter. Mange af dem har stadig været i gang med en uddannelse, mens de har boet i kælderen. Deres uddannelse har Jens Peter dog ikke blandet sig særlig meget i.
– Altså dem, der kommer fra udlandet føler vi ikke på samme måde samme ansvar for. Der siger vi til dem; “Har du kontakt til dit udannelsessted derhjemme?”. Det er det land, de kommer fra og det er der, de skal tilbage til, må man gå ud fra. Ham serberen skal hjem og gøre sin skole færdig her til sommer, så han kan så få noget fjernundervisning.
Under samtalen nævner Jens Peter en speciel episode med to unge spillere fra Estland. Når ikke de trænede på AaB’s anlæg, lavede de nemlig lektier det meste af tiden.
– Jeg kan sige som et sjovt eksempel, at vi havde to gutter fra Estland til at bo her. Når de var færdige med at træne på AaB, så var det ikke noget med at de satte sig ned på værelset, spillede playstation og så fjernsyn. Så havde de deres lektier med hjemme fra Estland. Så sad de og lavede lektier, og det var ikke noget med, at de havde deres PC med. De sad og skrev i hånden, og det gjorde de hver dag. Vi sagde til dem sommetider: “Skal vi ikke sidde og hygge os lidt?” eller “skal vi ikke køre et sted hen?”. Amen, de havde så mange opgaver de skulle lave. Et eller andet sted var det jo rigtig fint, at de lavede det og fik den der skole med.
Under samtalen falder snakken endnu en gang på guldfuglen Bassogog. Jens Peter fortæller, at Bassogog ikke havde nogen former for udannelse, da han i sin tid kom til Danmark. Faktisk havde han aldrig rigtig gået i skole før. Forklaringen fra Bassogog lød, at det altså kun var dem, som havde råd, der kom i skole.
– Bassogog havde jo aldrig gået i skole. Da vi spurgte ham sådan lidt forsigtigt om, hvor han havde gået i skole henne, så var det nogle meget vage svar. Da vi så var på besøg i Cameroun, så kunne vi jo godt forstå hvorfor. Det koster jo penge at gå i skole, og det havde han jo ikke. Han havde jo ikke selv tillæg og var lud hamrende fattig. Så har vi så tit gjort grint med det her om at gå i skole og det er også træls, men han ville jo have været taknemlig for det. Han har aldrig rigtig gået i skole, og da vi var nede og besøge ham, han har en datter, var det første han sagde, at hun skulle gå i skole. Hun skulle lære at gå i skole. Igen, det er også en øjenåbner, men vi kan jo ikke tage dem (spillerne) med i skole oppe ved mig. Det tror jeg ikke vil føre noget godt med sig.
