Christian Bassogog sammen med elever fra Vejggard Østre Skole. Foto: privatfoto/Jens Peter Hansen.
Skrevet af Chili Tagmose Jensen
I fodboldverdenen er det mentale noget, der ikke blive snakket særlig meget om. Jens Peter Hansen har dog snakket om netop dette med mange af de spillere, der har boet i kælderen. Derudover har han også hjulpet mange af spillerne med det mentale og guidet dem, mens de har spillet i AaB.
I dag er det gerne fodbolden, der skal vægtes aller højst hos spillerne. Sådan var det dog ikke, da Lynge Jakobsen var sportsdirektør i AaB. Her var det nemlig skolen, der kom før alt andet.
– Al den tid jeg har været i AaB, før jeg blev assistenttræner, der havde jeg med ungdomsspillere at gøre. Den daværende sportsdirektør, Lynge Jakobsen, havde jo en rigtigt god tese. Han sagde, jamen vi skal have det hele menneske med. Så var der nogle arenaer, der hed familie, skole, fodbold og fritid. Det blev vægtet meget højt og der var ingen tvivl om, at i det billede, vi havde dengang, der var det skolen, der var det første. Så familien og så fodbolden. Jeg ved godt, at det har ændret sig noget, men det er en god livserfaring at have i baghovedet.
De spillere, der kommer hjem og bo hos Jens Peter er ikke de bedste af de bedste. Det er purunge drenge, der i bund og grund bare har en drøm om at leve af det, de elsker.
– De kommer alle sammen med en drøm og dem, der bor hos os, det er jo ikke stjernerne. De er jo det, man kan sige er lottokuponer. Det er investeringsobjekter, hvis man skal se sådan rent kynisk på det. Vi snakkede, da ‘Basso’ boede her, f.eks. rigtig meget om, at han skulle være tålmodig, at der ville blive lagt mærke til ham og, at han skulle bare bruge den danske metode med at gå hen og spørge, hvis der var nogle ting, han skulle opklare. Han var jo utrolig loyal over for autoriteterne. Bl.a. når nu vi sad og så fodbold, han og jeg, så foregik det ved, at vi sad med en taktiktavle. Så sad vi og snakkede om det, og så prøvede vi på at sige: “Hvor står du henne ift. det her, der hvor du er?”.
Lige nu er det den 18-årige serber, Vladimir Prijovic, der bor hos Jens Peter. Prijovic har tilkæmpet sig en kontrakt i AaB, men har endnu ikke fået debut for førsteholdet.
– Meget går nu på at snakke med serberen og sige til ham, at du skal ikke ind og spille på stadion foreløbig, det er du ikke gammel nok til, det har du ikke nok erfaring til, men tag nu det med som du mærker til træningen. Og så det her med at sige vær udmyg over for, hvis du f.eks. bliver udtaget. Han var meget stolt over, at han blev udtaget som 19. mand til to kampe, men ikke kom i kamptøjet alligevel. Bare det her med, at han har været tæt på, det giver dem fornemelse.
Endnu en gang vender snakken tilbage på guldfuglen Christian Bassogog. Da han spillede i AaB satte han sig et mål og selvom, at det virkede urealistisk, så opnåede han det.
– De første gange han var udtaget og på bænken, så var det noget med, at han var honorar lønnet. Han fik sin tilkomst efter, hvor mange kampe han spillede, men han var stolt. Jeg har et billede af ham fra den første gang, hvor han var kommet i det fine AaB-dress og det viste, hvor stolt han egentlig var. Jeg sagde: “Du skal bare være tålmodig,” og han sagde så, da han endelig fik chancen; “I år vil jeg spille alle kampe fra start på holdet.”. Det kan jeg huske, at han sagde til mig på vej hen til stadion, og jeg sad bare og tænkte: “Jaja, den er god med dig.” Det troede jeg ikke på, på det tidspunkt, men han nåede faktisk sit mål. Det var så flot. Vi snakkede meget om, at der ville komme op- og nedture. Du kan også blive ked af det sommetider og savne din familie. Ham, der bor her nu har haft sin søster på besøg heroppe i en periode, hvor hun har boet her. Det er også noget med deres velbefindende, det skal være der. Vi er ikke pålagt, vi er bare en ganske almindelig familie på den måde, at der ingen opgaver er til os. Det er bare, hvad vi sådan føler, men ligeså snart sådan en knægt han flytter ind i kælderen, jamen så er han jo en del af familien. Så snakker vi med ham, som vi gør med vores egne. Så det er et ansvar vi selv føler.
