Samleren Melissa Tygesen: I denne verden er man jo konkurrenter, og derfor må man også acceptere nederlag

Af Chili Tagmose Jensen

Foto: Melissa Tygesen/Instagram

En efterårsdag i 2019 skulle Esbjerg fB på hjemmebane tage imod AGF i en pokalkamp. Efter kampen stod en gruppe samlere, heriblandt den fynske samler Melissa Tygesen, og ventede på fodboldspillerne fra de to hold. Hurtigt tog det dog en ubehagelig drejning og bragte Melissa i en ubehagelig situation.

Vi skal skrue tiden tilbage til 2019, hvor Esbjerg fB skulle spille en pokalkamp mod AGF. Melissa havde en aftale med en spiller, hvis trøje i den grad er eftertragtet blandt samlere. Det udviklede sig dog til en noget ubehagelig situation, da en anden samler henvendte sig ret aggressivt til Melissa.

– Da spillerne gik ud for at klæde om, ventede jeg og nogle andre fans derude foran, for at få autografer og lave nye trøjeaftaler. Der kommer så en fyr gående ret aggressivt hen mod mig, og spørger om jeg er Melissa. Det svarer jeg lidt tøvende på, da det virker underligt, at han kender mit navn. Han begynder så at udfritte mig om en masse spørgsmål, men det hele virker ret underligt. Han ønsker mig dog tillykke med trøjen, men brokker sig også over, at han selv havde spurgt på den, men aldrig havde fået den. Han kaldte mig ikke noget, men opførte sig virkelig som om, at han ejede hele stadion og trøjerne.

Melissa kendte ikke til manden og har ikke mødt ham siden. Det var dog en noget ubehagelig oplevelse, men takket være tilstedeværelsen af både spillere, vagter og andre samlere udviklede situationen sig ikke.

– Jeg kender ham slet ikke og har hverken mødt ham før eller siden. Jeg har snakket med nogle andre samlere, hvor jeg beskrev oplevelsen og der var én, der godt vidste hvem han var og heller ikke personligt brød sig om ham. Det var bestemte ikke rart, for jeg har jo ikke onde hensigter ved at spørge spillerne om deres trøjer. I denne verden er man jo konkurrenter, og derfor må man også acceptere nederlag. Jeg blev da også utilpas, da jeg jo selv var alene kvinde der og ikke vidste, hvad han kunne finde på. Heldigvis var der både spillere og vagter i nærheden man altid kunne kalde på. Måske var det også derfor, at han ikke lavede et større optrin end det han gjorde.


At være kvinde i samlerverdenen

‘Samlerverdenen’ er stærkt domineret af mænd, men Melissa føler ikke, at det er anderledes at være en del af den verden som kvinde. Derimod synes hun, at det er en sjov verden at være en del af bl.a. grundet jagten på matchworn-trøjerne og de mange oplevelser, hun har fået med.

– Jeg har interesseret mig for fodbold siden jeg var otte år (er i dag 28 år), så har altid været vant til at begå mig blandt mænd og drenge. Jeg synes det er en sjov verden og især jagten på nye trøjer fra spillerne, giver mig en rus og taknemmelighed, som motiverer til at få flere trøjer. Oplevelserne det også giver er jo super sjove, især når spillerne kender mit navn. Jeg føler egentlig ikke, at det er anderledes at være kvinde i denne ‘samlerverden’, andet end det er usædvanligt. Jeg har altid samlet på autografer, siden jeg var helt lille, så det er ikke uvant at snakke med mine idoler. Nu er det med matchworn-trøjerne så også blevet en del af min hobby og jo, selvfølgelig er det da anderledes at spørge en mand (fodboldspiller) om man må få hans svedige trøje. Min mand joker også med at det er mega ulækkert og, at de trøjer i hvert fald ikke kommer inden for døren, før de er vasket. Han interesserer sig overhovedet ikke for fodbold, og kunne ikke være mere ligeglad med det, men han respekterer alligevel, at jeg har den interesse for samling af trøjer og autografer. Men igen, jeg har jo i mange år været vant til at være i et ‘mandemiljø’, så det skræmmer mig egentlig ikke. Det kan da godt være at både spillere og andre samlere kigger én en ekstra gang, når der står en ung kvinde og beder om trøjer og autografer, men jeg synes nu ikke, at der er større forskel på om det er voksne mænd, eller kvinder der samler på match worn-trøjer. Begge dele er vel lige skørt eller fascinerende.

Du kan følge Melissa og hendes jagt på trøjer og autografer lige her

Giv din mening til kende:

Nyeste indlæg

Om D - A - V

Idéen med ‘Den Anderledes Vinkel’ har været at skabe en blog med fokus på de anderledes og skæve historier fra fodboldverdenen. Artikler du finder her, vil du typisk ikke finde på andre medier, da jeg ønsker at rette fokus væk fra bl.a. kampresultater. I stedet vil jeg gå bag selve spillet og dem, der spiller det til dagligt.

Copyright 2019 D – A – V