Foto: Curtis von Smith
Af Chili Tagmose Jensen
I starten af 2022 skiftede den 24-årige nigerianer, Abubakar Shola Collins, til nordjyske Jammerbugt FC. Forsvarsspilleren kom til Danmark med et håb om en bedre fremtid, men endte i en klub præget af kaos.
Abubakar Shola Collins kom til Danmark tilbage i januar måned. Han blev hentet fra den nigerianske klub, Delta Force FC, der pt. spiller i Nigerias bedste række; Nigeria Professional Football League. Forsvarsspilleren blev udstyret med en to-årig kontrakt og havde store forventninger til det liv, han skulle leve i Danmark.
– Jeg boede i Nigeria, fordi jeg spillede i den bedste liga i Nigeria, før jeg kom til Danmark. Jeg forventede et bedre liv og en bedre løn.
Dog var tingene ikke som Abubakar Collins havde forventet.
“Klubben gav mig en lejlighed, men ingen løn,”
En af de ting som Collins havde store forhåbninger om var den løn, som han var blevet lovet. Dog fik han angiveligt ikke nogen løn udbetalt under sit ophold i den nordjyske klub.
– Det var ikke nemt den første måned. Klubben gav mig en lejlighed, men ingen løn.
Lige nøjagtig den manglende løn har været et stort tema i Jammerbugt FC. Klubben har nemlig haft store problemer med at udbetale løn til tiden, hvilket bl.a. har resulteret i, at flere spillere har trukket sig fra træning i protest.
– Jeg modtog overhovedet ikke nogen løn. Alt han (Klaus-Dieter Müller, ejer af Jammerbugt FC) gav mig var “lommepenge”.
De omtalte “lommepenge” bestod af et par tusinde danske kroner, som Collins hver måned fik i kontanter af den kontroversielle Jammerbugt FC-ejer. Collins prøvede herefter at konfrontere Klaus-Dieter Müller med den manglende løn, men uden held.
– Jeg gjorde det (konfronterede Klaus Dieter-Müller), før jeg tog til Nigeria. Han fortalte mig, at jeg skulle have en bankkonto først.
Strandet i Nigeria
I dag befinder Collins sig stadig i Nigeria, hvor han har opholdt sig siden juli. Han vil gerne rejse tilbage til Danmark, men dette har ifølge Klaus-Dieter Müller ikke været muligt.
– Min opholdstilladelse udløb 14. Juli, så jeg tog til Nigeria. Klaus kunne ikke få fat i noget information fra DBU, så jeg kunne forlænge min opholdstilladelse
Efterfølgende har forsvarsspilleren dog ikke kunne få fat på Jammerbugt FC-ejeren.
– Han plejer ikke at tage den, når jeg ringer, grundet den manglende løn.
Collins er langt fra glad for hele situationen og havde forventet en noget anderledes tid i klubben.
– Det var hårdt. Jeg forventede ikke, at det ville være sådan her. Jeg ville ønske, at jeg kunne få al min løn.
Ligesom mange andre spillere kom Collins til Danmark, for at kunne sikre en bedre fremtid for både sig selv og sin familie. Selvom han kun modtog et par tusinde om måneden, sendte han alligevel en del af de penge, som han modtog i “lommepenge”, tilbage til hans familie i Nigeria. Dette er også noget, som han ønsker at gøre fremover.
– Ja, det er planen (at sende penge tilbage til familien), for min familie betyder alt.
Efter dette interview blev Abubakar Collins sat i kontakt med Spillerforeningen, som han nu er i dialog med